Audonicons arkitektur

Med sit monumentale præg og sine svungne linier rejser bygningen sig og ansporer den forbipasserende til at stoppe op og komme nærmere.

Med sine særprægede, farvestrålende vinduer synes bygningen at åbne sig for os. Det er, som om den vil i dialog med os. Den gør indtryk af, at ville drage os til sig for at bruges og lade sig fylde af mennesker og liv.

En ramme for liv og livets mangfoldighed af udtryk er netop, hvad Audonicon er tiltænkt og beregnet til.

Arkitekturens udformning indebærer, at et hvert kunstnerisk udøvelse bevarer sit oprindelig udtryk, således at det er en særlig oplevelse for sjælen.

AUDONICON er bygget som et forsøg på, under danske betingelser, at realisere den byggeimpuls, der er givet af Rudolf Steiner (1861-1925).

Det drejer sig om at bygge således, at funktion, miljø og kunstnerisk udformning udgør en helhed, hvor detaljerne vokser organisk ud af hinanden efter samme metamorfoselove, som hersker i den levende natur.

Vi kan næsten sige det således, at bygningen udtrykker menneskets anatomi, blot som et arkitektonisk kunstværk.